Nye regler for permanent opholdstilladelse


Folketinget har vedtaget en stramning i adgangen til at få permanent opholdstilladelse i Danmark.

Folketinget har vedtaget en stramning i adgangen til at få permanent opholdstilladelse i Danmark, der har effekt for alle ansøgninger indgivet efter den 15. marts 2017 (hvor lovforslaget blev fremsat).

En af de ændringer, der får størst betydning, er, at man efter lovændringen skal have været i Danmark i 8 år, inden man normalt kan søge om permanent opholdstilladelse. Tidligere kunne man efter 6 år i Danmark søge om permanent opholdstilladelse.

Herudover ændres der betydeligt i de krav, der stilles til ansøgernes selvforsørgelse. For eksempel måtte man tidligere ikke have modtaget offentlig hjælp i de seneste 3 år. Dette ændres nu til 4 år. Samtidig skal ansøgerne nu have været i fuldtidsarbejde i 3 år og 6 måneder ud af de sidste 4 år. Tidligere var kravene herom ”alene”, at man havde været i fuldtidsarbejde i 2 år og 6 måneder inden for de sidste 3 år.

Vandelskravet, det vil sige, at man ikke må have begået alvorlig kriminalitet, er samtidig skærpet.

Er du i tvivl, om du opfylder betingelserne for permanent opholdstilladelse efter de nye regler og ønsker du rådgivning om dine rettigheder, tilbyder Advokatkompagniet et gratis rådgivningsmøde af 30 minutter, hvor vi sammen kan finde ud af, om du har mulighed for at opnå permanent opholdstilladelse.