Aftalen betyder bl.a., at der over en 4-årig periode bruges i alt 4 milliarder kroner på at forbedre forholdene for især børn. 

Aftalen er den første store konkrete opfølgning på de løfter, statsminister Mette Frederiksen gav i nytårstalen 2019 om at være ”Børnenes Statsminister”.

Inden aftalen blev lavet, var der et udspil fra regeringen, som gik noget længere end den endelige aftale, fordi man har ønsket at lave en bred politisk aftale.

 Aftalen kan ses her.

Aftalens tre overordnede punkter:

1. Flere børn skal anbringes tidligere – og der skal være bedre kvalitet i anbringelserne, hvilket skal ske ved at styrke sagsbehandlingen og plejefamiliernes vilkår. Der skal også ske flere bortadoptioner.
2. Der skal vedtages en ”Barnets Lov”, som giver børn flere rettigheder, bl.a. at de får lov til at være part i deres egen sag fra de er 10 år, og ikke først fra de er 12 år. Børn skal også have flere muligheder for selv at tage initiativ og i det hele taget have flere rettigheder. Samtidig vil man prøve at lave afbureaukratisering – dvs. prøve at rydde op i de mange regler, der er på området. Den nye lov skal være klar til 1. januar 2023. Udgangspunktet bliver vendt om således, at der altid skal tages udgangspunkt i børnene rettigheder i stedet for forældrenes rettigheder.
3. Der skal sikres en bedre overgang til voksenlivet for de anbragte børn. Anbragte børn skal have ubetalte mentorer og venskabsfamilier, som kan støtte dem også efter anbringelsen.

Hvad bliver ændret?

Jeg har arbejdet med dette område i ca. 17 år. Jeg er løbende advokat for både forældre og børn – både i anbringelsessager og i sager om tvangsadoption. Helt overordnet er det ikke min oplevelse, at vi har brug for flere nye regler på området. Serviceloven, som er den lov, der fastsætter reglerne for tvangsanbringelse mv., bliver stort set ændret årligt, og Ankestyrelsen udsender mange gange årligt nye principafgørelser om, hvordan reglerne skal forstås. Der har i de år, jeg har arbejdet med sagerne, været flere store reformer af børneområdet bl.a. Barnets Reform fra 2011 og reform af det familieretlige område i 2018, som førte til oprettelse af Familieretshuset og Familieretten. Sidstnævnte er et godt eksempel på, hvor galt det kan gå, når velmenende politikere laver store strukturelle ændringer uden at der afsættes tilstrækkeligt med økonomiske og menneskelige ressourcer til at loven reelt kan opfyldes.

Det, jeg har set i de år, jeg har arbejdet med området, er, at sagerne tager længere og længere tid. Der er større og større dokumentationskrav og større og større udskiftning af centrale personer i børnenes liv – sagsbehandlere.

Jeg håber derfor meget, at aftalepartierne får held til at sikre stabilitet i sagsbehandlingen og til at sikre afbureaukratisering.

Bekymringer og overvejelser

Jeg er bekymret for, at en stor del af opgaven tilsyneladende skal bæres af frivillige borgere, som forventes at være mentor- og venskabsfamilier for udsatte og anbragte børn. Så vidt jeg kan læse, er det planen, at det, som nu er en lønnet beskæftigelse – aflastningsfamilie – skal være et ulønnet og frivilligt hverv. Motivet bag – at barnet skal føle, at nogen vil have det uden, at de får penge for det – er nobelt; men man skal ikke kontakte ret mange frivillige organisationer for at høre, at det ikke engang er muligt at skrabe forældre sammen til at kridte baner op i deres eget barns fodboldklub eller male træværk i spejderhytten. Ifølge Danmarks Statistik er ca. 1% af alle danske børn anbragt udenfor hjemmet. I 2020 var det i alt 11.600 børn. Så hvordan man har forestillet sig, at man kan finde 11.600 frivillige mentorfamilier, som vil lade et anbragt barn være en fast del af deres familie resten af livet, er jeg meget spændt på.

Jeg er også bekymret over, at børn ned til 10 år får partsstatus. Det er allerede problematisk, at børn på 12 år har partsstatus, for det betyder reelt, at de har ret til at få indsigt i alle de dokumenter, som handler om dem. De dokumenter kan handle om overgreb, misbrug og psykisk sygdom hos forældrene og andre tunge oplysninger, som er svære at forholde sig til som barn. Derudover oplever jeg også børn, som enten føler et alt for tungt ansvar, fordi de nu skal sige, hvad de synes – eller som tror, at fordi de er part i sagen, får de lov at bestemme, og derfor bliver de meget skuffede, når det ikke bliver, som de ønsker. Dette bliver endnu sværere at forklare et barn på 10 år.

Endelig er jeg bekymret over, hvor langt man går, når man til stadighed strammer grebet i forhold til tvangsadoption, da reglerne om dette er blevet reguleret flere gange de sidste 12 år – hver gang med det formål, at der skulle tvangsadopteres flere. Højesteret har allerede antydet, at vi nu er på grænsen af menneskerettighederne (retten til familieliv), og jeg er bekymret for, at hvis man går meget længere, så får vi sager om tvangsadoption, som bliver omgjort af Menneskerettighedsdomstolen måske 7-10 år efter adoptionen er gennemført, og hvordan stiller det så barnet?

Alt i alt er jeg tvivlende overfor, om denne nye reform giver de ønskede ændringer for udsatte børn og familier – men man har jo lov at håbe.

Hvis du har brug for rådgivning om tvangsadoption, tvangsfjernelse eller samvær, så kontakt mig eller en af mine dygtige kollegaer – vidste du i øvrigt, at når sagen skal i Børn og Unge-udvalget eller Ankestyrelsen, har man altid ret til gratis advokatbistand i sager om tvangsfjernelse og tvangsadoption?

 _________
Advokatkompagniet
info@advokatkompagniet.dk
+45 86 12 44 00