Digital arv - Hvad sker der med mine onlineoplysninger, når jeg dør?

GDPR og databeskyttelse fylder meget, når man klikker rundt på forskellige hjemmesider og skal acceptere – eller ikke acceptere – cookies mv. Vi bliver hele tiden gjort opmærksomme på, at vi samtykker til, at der registreres persondata, når vi er ved kiropraktor, hos advokat osv. – og vi synes nok også, det er fint, at alle disse firmaer ikke gemmer private oplysninger om os, når vi ikke længere er her.

Men uden vi tænker over det, har vi selv helt frivilligt givet en lang række personlige oplysninger til en lang række firmaer på nettet – og vi har ofte slet ikke overvejet, hvad der sker med de oplysninger, når vi dør. Det er vores navn, hvor vi har været; billeder af vores børn og hund samt oplysninger om vores privatliv i øvrigt som f.eks. hvilket parti, vi er medlem af; hvilken musik, vi hører; hvem vi er venner og i familie med; hvornår vi var på kurophold og på ferie i Spanien osv.

 

'Brænd mine breve, når jeg dør' anno 2021

Hvis ikke du aktivt tager stilling, så bliver de oplysninger liggende på internettet og hos firmaerne efter din død. Det kan være meget vanskeligt for pårørende at få oplysningerne slettet, når du er død.

Måske har dine pårørende adgangskoden til din pc og kan logge ind på f.eks. din mail og din Facebook-konto den vej – eller via din telefon. Men hvordan véd dine pårørende, hvor du har en konto? Hvordan véd dine pårørende, om der f.eks. ligger vigtige dokumenter i en ”sky”, eller om hele familiealbummet er uploaded til en onlinetjeneste? Og er der måske billeder og tekster, som dine pårørende ikke skal se? ”Brænd mine breve, når jeg dør” er ikke så simpelt i 2021 som i 1971.

Du bør også overveje, at hvis du ikke gør noget, så lever f.eks. Facebook videre med din profil, og dine venner kan få en påmindelse om at huske at sige tillykke med fødselsdagen til dig efter din død – og det kan utilsigtet gøre nogle kede af det. Facebook har en funktion, hvor du - mens du lever - kan tage stilling til, om en bestemt pårørende kan beslutte at lave din side om til en mindeside, eller om du ønsker, at din konto slettes, når du er død. Andre online-tjenester har tilsvarende muligheder men ikke alle.

 

Digitalt testamente

Det er en god idé at lave en liste over, hvor du har en konto og derpå angive, hvad dit brugernavn er, så dine pårørende har mulighed for at finde det. Hvis du vælger at lave en liste med adgangskoder, så bør den ikke ligge frit fremme men opbevares f.eks. i E-Boks, i et aflåst pengeskab eller lignende. Husk at opdatere listen, hvis du ændrer koder eller opretter konto et nyt sted. På listen kan du også skrive, om du ønsker tjenesten opsagt eller ej. På samme liste kan du skrive, hvor du har abonnementer hos virksomheder med rabatordninger, som mange f.eks. har i supermarkeder, detailbutikker og andet.

 

Kontakt vores specialister, hvis du har brug for hjælp eller rådgivning til at oprette et digitalt testamente.

 

Vil du vide mere?

Læs mere om testamenter her 

Læs mere om fremtidsfuldmagter her

_________
Advokatkompagniet
info@advokatkompagniet.dk
+45 86 12 44 00

Advokat & partner
Kirstine Kryger Dyekjær

kikd@advokatkompagniet.dk

Advokat
Anders Fredsted Koukoumis

anko@advokatkompagniet.dk

Generationsskifte – er det nu, børnene skal overtage sommerhuset?

Der er et nyt system om ejendomsvurderinger på vej. Det har der været længe, men rygterne vil vide, at det nok ikke bliver udskudt igen.

Ny lov om fremtidsfuldmagter

Hvis du en dag skulle miste evnen til at træffe vigtige økonomiske beslutninger.