Erstatningssager står i skyggen af straffesager, og det har konsekvenser

En retssag tager sin tid. Ja, faktisk tager den rigtig lang tid. Ved retten i Århus er sagsbehandlingstiden for en straffesag mere end fordoblet i forhold til for fem-seks år siden. Sager, som ikke omhandler straf – civile sager – har endnu længere sagsbehandlingstid, for i praksis skal de vige pladsen for straffesagerne.

VVV-sagerne har førsteprioritet

Vold. Voldtægt. Våben. VVV-sagerne. Politikerne har forlangt, at sager, der omhandler vold, voldtægt og våben har førsteprioritet, og derfor skal dommerne prioritere disse sager højest.

Dommerne, der i forvejen arbejder mere, end hvad der kan forventes, har ikke ressourcer til at gøre andet end at skubbe civile sager ned ad prioriteringsstien.

En erstatningssag kan tage 7 år – og mere til

En erstatningssag er en civil sag. Udvikler den sig til en retssag, kommer den ofte til at vare så lang tid, at den lange ventetid kan give skader for den, som ønsker sin erstatningssag prøvet ved domstolene. Både økonomisk og menneskeligt.

Forestil dig, at du har været ude for et trafikuheld, hvor du fik et brud på lårbenet og i kraniet. Sagen starter med, at der skal skrives til bilens forsikringsselskab. Forsikringsselskabet bliver bedt om at acceptere, at selskabet skal betale erstatning for din personskade.

Efter et par uger får du et ’ja’ fra selskabet, og så begynder den lange tur med at indhente bilag. Alt fra nye og gamle lægejournaler til lønsedler og meget mere.

Efterfølgende venter du ca. 1 år på, at din genoptræning er afsluttet. Det er det, vi kalder for medicinsk stationærtidspunkt. Først der kan det afgøres, hvad de varige konsekvenser af trafikuheldet er, og hvor stor erstatningen skal være.

Uenighed med forsikringsselskabet øger sagsbehandlingstiden

Bliver du og forsikringsselskabet uenige om, hvor slem skaden er, bliver du sendt til speciallæge. Det tager ca. tre til fire måneder.

Hvis i stadig er uenige om skadens størrelse, kan i bede Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om en vejledende udtalelse om din méngrad og erhvervsevnetab. Det kan tage et par år, og det er nu tre år siden, trafikuheldet skete.

Kan du og forsikringsselskabet ikke blive enige om at acceptere Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings vurdering, er der ingen anden vej til erstatning, end at i beder retten afgøre sagen.

Herefter ændrer sproget og tiden karakter, og begreber som stævning og svarfrister kommer på bordet. Ofte ender det med, at Retslægerådet bliver spurgt – groft formuleret – om Arbejdsmarkedets Erhvervssikring nu også har forstået det hele rigtigt. Måske skal der spørges af flere omgange.

Denne del af processen kan snildt tage endnu et par år, og så er vi oppe på mere end fem år siden uheldet.

Berammelsestiden

Når sidste svar fra Retslægerådet er modtaget, er sagen klar til, at du, forsikringsselskabet, vidnerne og advokaterne, møder op hos dommeren i retten og forklarer jer. Perioden fra sagen er meldt klar til dommeren og til mødet i retten kaldes berammelsestiden.

I dag tager en berammelsestid op til 18 måneder.

Nu rammer vi syv års fødselsdagen for dit lårbensbrud – og først nu kommer der en dom. I byretten altså.

Og skulle du eller forsikringsselskabet driste jer til at anke til landsretten, kan der godt lægges et par år oveni.

Dommeren bærer ikke skylden

Det er ikke dommerens skyld, at sagen tager så lang tid. Det er fuldt forståeligt, at dommerne ønsker neutrale retslæger til at komme med indstillinger. Retslægerne er jo netop læger, og dommerne er uddannet jurister.

Politisk bør der derfor afsættes flere penge til dommere, retslæger og andet godtfolk, der kan få en proces til at køre hurtigere. I øjeblikket slæber processerne sig afsted med store menneskelige tab, unødvendige tvangsauktioner, skoleskift og skilsmisse.

Ønsker du at læse mere om dette, kan du læse artiklerne fra Jyllands-Posten og dr.dk.

_________
Advokatkompagniet
info@advokatkompagniet.dk

+45 86 12 44 00 

Nørreport 26
8000 Aarhus C

Advokat & partner
Simon Eilrich

eilrich@advokatkompagniet.dk

Advokat & partner
Kirstine Kryger Dyekjær

kikd@advokatkompagniet.dk

Sekretær
Kirsten Nielsen

kini@advokatkompagniet.dk
+45 33 60 30 23

Sekretær
Helle Friis Pallesen

hepa@advokatkompagniet.dk
+45 33 60 30 18

Sekretær
Susanne Kopp Lüdeking

sukl@advokatkompagniet.dk
+45 33 60 30 06