Fem ting du skal vide om samvær
26.04.2023
Her får du svar på fem vigtige spørgsmål om samvær.
1) Hvornår kan barnet selv bestemme, hvor meget samvær der skal være?
Når barnet fylder 18 år. Man lytter selvfølgelig til, hvad børnene selv vil, men de kan ikke selv bestemme.
2) Hvad er en deleordning?
En deleordning er, hvor barnet har ca. lige mange overnatninger hos begge forældre. Det kan være enten 6/8 eller 7/7. Men nogle foretrækker 14/14.
I praksis fungerer det efter sigende bedst, hvis børnene lever nogenlunde samme liv hos begge forældre (sovetid, mad, rammer generelt), og hvis forældrene bor tæt på hinanden, så der ikke er lang transport til skole mv.
Desuden er det afgørende, at forældrene kan tale sammen samt tale pænt til og om hinanden.
3) Hvad er normalt samvær?
Der er ikke længere nogle faste standarder, da afgørelser altid skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet efter en konkret vurdering af alle sagens omstændigheder. Mange familier lever i praksis med en deleordning (7/7), mens andre familier lever med en 10/4-ordning. Der er store forskelle.
Er der tale om helt små børn, så vil man ofte starte med samvær uden overnatning. Hvis barnet er under 6 år, bliver der sjældent fastsat en deleordning.
4) Skal jeg betale børnebidrag, selvom jeg ikke må se mit barn?
Ja. Børnebidraget beregnes ud fra din indkomst og ikke ud fra, hvor meget du ser barnet. Hvis der er en deleordning, vil der som udgangspunkt ikke være grundlag for at fastsætte bidrag, da man så opfylder sin forsørgelsespligt.
5) Hvornår kan jeg få fri proces til en samværssag?
Det kan du, hvis du opfylder de økonomiske betingelser for fri proces. Det kan du finde på Civilstyrelsens hjemmeside. Hvis sagen ikke har kørt før, så skal du søge fri proces i Familieretten, og hvis sagen har kørt før, så skal du søge fri proces i Civilstyrelsen.
Du kan ikke få retshjælpsdækning fra dit forsikringsselskab.
_________
Advokatkompagniet
info@advokatkompagniet.dk
+45 86 12 44 00
Nørreport 26
8000 Aarhus C
kikd@advokatkompagniet.dk
vha@advokatkompagniet.dk
kini@advokatkompagniet.dk
+45 33 60 30 23