Generationsskifte – er det nu, børnene skal overtage sommerhuset?
11.08.2021
Der er et nyt system om ejendomsvurderinger på vej. Det har der været længe, men rygterne vil vide, at det nok ikke bliver udskudt igen.
Fra september 2021 begynder myndighederne således at sende de nye ejendomsvurderinger ud. Det forventes, at der vil være en del, som får en højere ejendomsvurdering, end de før har haft, fordi den offentlige vurdering skal ligge tættere på en reel handelspris.
15%-reglen
Siden det såkaldte ”værdiansættelsescirkulære” fra 1982 har det været fast praksis, at Skattemyndighederne accepterer salg af fast ejendom i familieforhold til den offentlige vurdering plus/minus 15% - både i dødsboer og ved overdragelse i levende live. Der har i de senere år været en del diskussion om rimeligheden heraf, når man nu véd, at den offentlige vurdering ofte er meget lavere end den reelle værdi. Skattemyndighederne har derfor forsøgt at få forhøjet overdragelsessummen i flere sager. Højesteret har den 26.04.2021 imidlertid fastslået, at 15%-reglen stadig gælder. Læs mere om det her.
En del har igennem årene misforstået reglen. 15%-reglen gælder kun, når man ikke har konkret viden om, at den offentlige vurdering er forkert. Hvis man f.eks. har fået indhentet tre forskellige ejendomsmægleres vurdering eller fået lånetilbud hjem, som viser, at ejendommen er meget mere værd, eller hvis man kort efter overtagelsen sælger videre til en meget højere pris, så er man i ”ond tro” om værdien, dvs. man véd eller burde vide, at den offentlige vurdering ikke er korrekt. I de tilfælde vil skattemyndighederne sandsynligvis kunne få medhold i, at prisen skattemæssigt skal forhøjes, så køber skal betale mere arveafgift eller gaveafgift.
Lån eller gave – hvordan betaler børnene for huset?
Andre er gået galt i byen, fordi de har aftalt salg til børnene til den offentlige vurdering minus 15%, og også aftalt, at købet finansieres ved, at der laves et gældsbrev, som børnene skal afdrage ved, at forældrene årligt giver en gave op til det skattefrie beløb. Den konstruktion ser skattemyndighederne sådan på, at løftet om at give en gave svarende til hele købesummen allerede ér givet ved lånets ydelse, og så skal der betales 15% afgift af hele købesummen dog fratrukket et års skattefri gave. Var der derimod blot lavet et afdragsfrit gældsbrev på anfordringsvilkår*, så kan skattemyndighederne ikke anfægte gældsforholdet – og forældrene kan stadig vælge at give afgiftsfrie gaver hvert år; det skal blot være en spontan beslutning og ikke noget, de har lovet på forhånd.
(*anfordringsvilkår betyder, at långiver til enhver tid kan kræve lånet indfriet).
En god ide at sælge dine ejendomme til dine børn NU
Hvis man kan navigere udenom disse ”begynderfejl”, så er der mange fordele i at få solgt sin ejendom til sine børn, mens man selv lever, og især at få det gjort snart, inden de offentlige vurderinger kommer til at ligne de reelle salgspriser.
Kontakt en af vores specialister, hvis du/I har brug for rådgivning herom.
_________
Advokatkompagniet
info@advokatkompagniet.dk
+45 86 12 44 00
eilrich@advokatkompagniet.dk
kikd@advokatkompagniet.dk
vha@advokatkompagniet.dk
cab@advokatkompagniet.dk
Har du lige købt hus med brændeovn, skal brændeovnen skrottes, hvis den er produceret før 2003. Ligeledes har du pligt til at oplyse om huset har en brændeovn, når dit ejerskab tinglyses på huset. Så der er ikke nogen vej udenom.
Pr. 1. juli 2021 kan tidligere danske statsborgere igen søge om generhvervelse af deres danske statsborgerskab.
Mange syriske flygtninge fra Damaskus-provinsen frygter at blive hjemsendt. Nu viser Flygtningenævnets statistik, at næsten 50% af de syriske flygtninge får forlænget deres opholdstilladelse.