Hvad skal I være opmærksomme på, hvis I skal skilles?

Vælger man som par at gå fra hinanden, er der flere ting man både skal være opmærksomme på og tage stilling til.

Har I valgt at gå fra hinanden, skal I først og fremmest tage stilling til, om en separationsperiode eller en skilsmisse er det bedste for jer. Har I børn sammen, skal I også overveje, hvordan jeres brud bedst håndteres overfor dem. I skal tage stilling til, hvem af jer, der skal blive boende i et eventuelt fælles hjem, hvor jeres børn skal bo, og hvordan samværet med den, de ikke skal bo ved, skal være. Måske skal I også tage stilling til, om I stadig kan have fælles forældremyndighed.

Herudover skal I tage stilling til bodeling. Det vil sige, at I skal lave en opgørelse og fordeling af jeres delingsformue og finde ud af, hvem der beholder hvad, idet lovens udgangspunkt, hvis I ikke har aftalt særeje, er, at I skal dele det ligeligt – også selvom det kun er den ene, der står som ejer. En meget væsentlig undtagelse er dog, at sædvanlige pensioner som hovedregel ikke deles.

Separation eller skilsmisse?
I kan vælge enten at blive separeret eller skilt. Er I enige om beslutningen, kan I blive skilt uden at have været separeret først. Er I ikke enige, har en ægtefælle dog altid ret til at blive separeret, hvis personen ønsker det. Efter en separationsperiode på seks måneder, har den ene ægtefælle altid ret til skilsmisse, også selvom den anden part fortsat ikke ønsker at blive skilt.

Kan man ikke blive enige om en direkte skilsmisse kræver det en særlig begrundelse, hvis man skal undgå en separationsperiode. De særlige begrundelser kan være en eller flere af følgende:

  • I har levet adskilt i to år på grund af uoverensstemmelser.
  • Din ægtefælle har været dig utro (hvis du kan bevise det).
  • Din ægtefælle har begået fysisk vold, psykisk vold eller seksuelle overgreb mod dig eller dine børn.
  • Din ægtefælle er allerede gift (bigami).
  • Din ægtefælle har ulovligt ført dit barn ud af landet eller tilbageholdt barnet i udlandet.

Ved en separation eller skilsmisse skal det aftales eller afgøres, om den ene af parterne skal betale ægtefællebidrag til den anden. Beløbet og varigheden kan aftales mellem parterne eller fastsættes ved Familieretshusets/Familierettens hjælp.

Som advokater kan vi bistå og rådgive dig til få bedst muligt styr på jeres fremtid hver for sig, og sørge for, at processen foregår så gnidningsfrit som muligt.

Familieretshuset tilbyder vejledning
Inden du vælger at kontakte en advokat, er det altid en god idé at finde ud af, om I kan blive enige om nogle eller alle forhold. Herudover er det ofte en fordel at sætte sig godt ind processen, inden man kontakter en advokat.

Hvis du tror, at I kan blive enige uden at involvere en advokat, så kan det være en god idé, at gøre brug af de vejledende blanketter som Familieretshuset har på deres hjemmeside. Uanset om I er gift eller lever sammen i et ”papirløst” forhold, kan de give jer et overblik over, hvilke ting I blandt andet skal tage stilling til ved et eventuelt brud.

Læs Familieretshusets blanketter her.

Du kan også læse mere om bodeling på domstolenes hjemmeside.

Har du spørgsmål omhandlende separation eller skilsmisse, er du velkommen til at kontakte en af vore advokater.

 _________
Advokatkompagniet
info@advokatkompagniet.dk
+45 86 12 44 00 

Advokat & partner
Kirstine Kryger Dyekjær

kikd@advokatkompagniet.dk

Advokat
Vibeke Haahr Antonsen

vha@advokatkompagniet.dk