Staten dækker din erstatning fra voldspersonen, der stak af
29.11.2022
I 2021 var der 49.000 personer, som var udsat for vold. Cirka halvdelen anmeldte det til politiet. Nogle kender gerningspersonen, andre gør ikke. Men selvom du ikke ved, hvem gerningspersonen er, kan du alligevel få erstatning.
Du kender ikke gruppen, der venter foran klubben. De råber, og brystet bliver skudt frem. Et slag. Flere slag. En krop på jorden. Et spark. Flere spark. Hænder foran ansigtet. Alting bliver sort. Bevidstheden kommer igen. Smagen af jern fylder munden. Gerningspersonen er forsvundet, og politiet ved ikke hvorhen.
Halvdelen af voldsofrene anmelder ikke til politiet
Omkring 49.000 personer blev i 2021 udsat for vold, og kun halvdelen anmeldte det til politiet. Langt den største gruppe voldsofre er unge mænd mellem 16 og 24 år, og ofte er voldsforbryderen også en mand. Faktisk er cirka 90 pct. af alle kendte voldsforbrydere mænd.
Alkohol fylder i statistikken om motivet. De fleste knytnæver bliver uddelt fredag og lørdag nat, hvor alkohol oversvømmer gadebilledet.
72 timers-reglen
Det enkeltstående overfald i nattelivet har givet skrammer. Både indre og ydre. Blåt øje og flækket læbe. En tyngende hovedpine kommer snigende. Træthed. Svært ved at fastholde fokus. Hjernerystelsen banker på døren, og døren åbner. Det kræver en sygemelding, og gerningspersonen er stadig ukendt.
For mange voldsofre stopper sagen her. Men sagen behøver ikke at have sin ende, blot fordi politiet ikke kan finde voldsforbryderen.
Hvis du har anmeldt overfaldet til politiet inden for 72 timer efter, overfaldet er begået, kan du forsat have ret til erstatning. Det gælder også, hvis gerningspersonen forbliver ukendt, eller hvis personen frifindes i en senere straffesag, fordi beviserne er for svage.
Erstatningsnævnet behandler hvert år erstatning til voldsofre, uanset om gerningspersonen kan findes eller ej. Kan du bevise, at du har været udsat for uforskyldt vold og har fået skader, f.eks.14 dages sygemelding pga. hjernerystelse, så dækker Erstatningsnævnet den erstatning, som gerningspersonen ellers skulle betale til dig.
Det nytter derfor noget at anmelde vold til politiet, og det nytter også at tage på skadestuen og få tilset og behandlet skaderne. Men det kræver altså, at du har anmeldt volden til politiet inden 72 timer, så politiet har en bedre chance for at opspore gerningspersonen.
Hvis du kender gerningspersonen, og vedkommende bliver dømt, er det ikke et krav, at du anmelder overfaldet indenfor 72 timer, men gør det nu alligevel.
Husk, at du kan få beskikket en advokat på statens regning til at hjælpe dig gennem systemet.
_________
Advokatkompagniet
info@advokatkompagniet.dk
+45 86 12 44 00
Nørreport 26
8000 Aarhus C
eilrich@advokatkompagniet.dk
hepa@advokatkompagniet.dk
+45 33 60 30 18
kikd@advokatkompagniet.dk
kini@advokatkompagniet.dk
+45 33 60 30 23
sukl@advokatkompagniet.dk
+45 33 60 30 06