Våde villaer: Kan dit hus fortsat forsikres mod klima-skader?
11.10.2024
Grundvandet står i efteråret 2024 28 cm over normalen. Det regner kraftigere nu end det plejer. Flere huse oversvømmes, og flere klimaskader anmeldes til forsikringsselskaberne. Indtil videre kan – næsten – alle huse forsikres. Men kan huse med stigende vandstandsproblemer fortsat forsikres?
Beliggenhed, beliggenhed og beliggenhed har vi hørt mange gange bestemmer priserne på enfamilieshuse. Vi vil gerne bo med udsigt. Og helst ved tæt på vandet.
Problemet er bare, at forsikringsselskaberne også har opdaget, at vandet stiger, og desværre nok vil gøre det endnu mere i fremtiden. For man mener allerede nu, at 2024 kan ende som det vådeste år i dansk vejrhistorie selv med tre måneder tilbage (kilde: DR)
Kan dit hus blive forsikret i fremtiden?
Nogle huse bliver måske næsten umulige at forsikre i fremtiden. Og det drejer sig ikke blot om de huse, der har havet eller søen som nabo, men om lavt beliggende huse.
Prognosen om at forsikringspræmien vil stige i fremtiden betragtes som sikker. Spørgsmålet er mere – hvor meget vil den stige?
Brancheforeningen for Forsikring og Pension har fokus på problemet. Oversvømmelser efter voldsomme skybrud – såkaldte 100-årshændelser, der nu med meget korte mellemrum rammer tilfældige landsdele koster allerede selskaberne betydeligt flere erstatningskroner end for blot 10–15 år siden (kilde: DR)
Lokalt bygges der diger og sandsække fyldes. Det hjælper bare ikke i længden, når oversvømmelserne kommer, fordi grundvandet stiger.
Ingen lovgivning
Regeringen kender også til problemerne efter oversvømmelse på grund af stigende grundvand. Indtil videre er der ikke vedtaget love eller gennemført andre initiativer, der gør det muligt, så spildevandsselskaber kan begynde at lave løsninger, der sænker grundvandet for et helt område.
Det hjælper nemlig sjældent ret meget, at den enkelte husejer forsøger at gøre noget alene, da stigende grundvand ikke læser tingbøger om, hvem der ejer hvilke grunde. Der skal kollektive løsninger til.
Pas på vandet
Drømmer du om at købe et hus, bør du ”også” tjekke kotekort, Grundejerforeningers generalforsamlingsreferater og spørge ind til tidligere forsikringsskader. Det er jo ikke alt, der fremgår af tilstandsrapporten. Ja, faktisk bør du forhøre dig bredt lokalt.
Forsikringspræmien skulle jo nødig ruinere dig i fremtiden.